Nick har haft flere infektioner i hans CVK igennem årene, men det fatale sker d. 06 Marts 2022
Nick rammes en infektion i hans CVK som er så slem at han ender på operationsbordet og efterfølgende i Koma, da hans krop er gået i sepsis chok. Hans organer er begyndt at lukke ned.
Jeg sidder på intensiv afdeling og venter på at min søn kommer op fra operation. Min bror og svigerinde var kommet ind til mig og sad og ventede sammen med mig.
Lægerne har fortalt mig at det er meget kritisk og at han kan dø af det.
Kl. 02:30 ringer min telefon. Det er lægen fra operationen. Operationen er overstået og Nick ligger nu i Koma.
De kommer op med ham.
Aldrig har jeg været så lettet, samtidig med at jeg frygter det værste.
Jeg holder fast i at han lever og det er det vigtigste.
Jeg kender også min søn og jeg ved at han ikke bare giver op.
Han er en fighter.
Dagen efter, d. 07 Marts ringer Nicks telefon. Det er Nicks sagsbehandler fra Faxe Kommune. Hun ville bare give Nick besked om at de havde afvist hans ansøgning om midlertidig pension da de vurderede at han ikke var syg nok.
Det er så her min hjerne fik det man vil kalde en nedsmeltning.
Sagde hun virkelig at min søn ikke var syg nok? Hørte jeg rigtigt?
Her taler vi om en kræftsyg mand der har kæmpet mod kræft i over 5 år. Som lige nu ligger i Koma med en grim infektion der truer hans liv da hans knoglemarv ikke virker og han derfor intet immumforsvar har.
Jeg brugte et par dage på at tænke over det og så kontaktede jeg ekstrabladet og skrev til Nationen.
Det kom der stor respons på og få dage efter artiklen på ekstrabladet, fik min søn endelig tildelt hans pension.
Sagen kom ret højt op i medierne og flere gange var ekstrabladet og Nye borgerlige Mette Thiesen på banen.
Her finder I alle links til diverse medier der har skrevet om sagen eller bragt den i folketinget. Se under menu Nicks sag i medierne
Mens Nick lå på intensiv, blev det besluttet at den eneste chance Nick nu havde, var at få stamceller fra Donor 1 igen (Tyskeren) Det kaldes et "Top Up"
Tyskland blev kontaktet og han sagde heldigvis ja igen.
Planen var nu at stamceller skulle høstes fra donor d. 04 maj og d. 05 Maj skulle Nick have stamcellerne. Det kunne ikke gøres hurtigere desværre.
Nick lå i koma i 13 dage og var i alt på intensiv fra d. 06 marts til d. 13 April, hvor han blev flyttet tilbage på hans egen afdeling 4043.
Det var en stor dag da vi endelig kunne forlade intensiv. En milepæl for det betød jo at Nick fik det bedre. Og for første gang kunne jeg trække vejret lettet. Nu vidste jeg at min søn ville klare den.
Og Nick var glad. Han havde spurgt flere gange om han måtte komme tilbage på hans egen afdeling. Og genkendelsens glæde var stor, for både ham og personalet på 4043 da han kom tilbage. Jeg sov hos ham den nat, og flere andre nætter.
Men infektionstallet steg og faldt, som en anden rutchebane og han fik det gradvist værre.
D. 23 April er dog en god dag. Nick virker klar i hovedet og formår ovenikøbet at spille lidt playstation med hans lillebror.
Jeg husker stadig den følelse jeg sad med, da jeg sad og lyttede til mine 2 drenge spille playstation.
Jeg tænkte at alt nok skulle gå og at Nick endnu engang ville tage røven på lægerne og rejse sig.
For første gang tog jeg hjem med en ro i maven og en sikkerhed på at min søn ville overleve.
Dagen efter havde Nick det skidt. Han kunne ikke helt styre sine ben og han var meget afkræftet. Jeg fik ham over i kørestolen og ned i den friske luft. Jeg vidste jo at solen betød alt for Nick og den dag skinnede solen.
Det var nok bare det der skulle til tænkte jeg.
Mandag d. 25 april sov Nick det meste af tiden. Dog vågnede han ved at jeg græd og han kiggede på mig, fuldstændig som han plejede, uden tøven eller forvirring. Han spurgte Mor hvorfor græder du? Det skal du ikke. Det skal nok gå det hele. Og så sov han videre. Det var sidste gang jeg hørte min søn sige en hel sætning.
D. 26 April stod jeg ved hans seng, mens jeg nussede hans arm og holdt ham i hånden. Jeg græd. Jeg tror det hele gik op for mig lige der - at det her var skidt.
Hans faste sygeplejerske som jeg holder meget af og som Nick holder meget af, hun lagde armen om mig og sagde at jeg skulle give slip. Han ville ikke overleve.
Hans faste læge kom og hun undersøgte Nick og efterfølgende skulle jeg til lægesamtale med hende. Jeg ringede efter min bror som er min klippe, da jeg inderste inde godt vidste at den samtale ikke ville være en god samtale.
Lægen fortalte min bror og jeg at Nick ikke ville overleve og at han var ved at dø.
De stoppede alt behandling og smertelindring begyndte.
Jeg var i chok. Det var nok ikke helt gået op for mig. Jeg tænkte stadig at lige om lidt ville han vågne og sende mig et smil.
Jeg blev ved med at hviske ham i øret at han ikke skulle give op. At han skulle kæmpe.
D. 27 April - Nick var her stadig. Han sov bare. Igen sagde jeg at han bare skulle kæmpe og ikke give op.
Sådan gik det meste af den dag.
Indtil kl. ca. 18:15 hvor jeg grædende sagde til ham at det var ok at han gav slip hvis han ikke kunne mere.
(Jeg havde ingen følelse med tiden men har fået det fortalt af min mand og min mor)
kl. 18:28 stoppede hans hjerte med at slå.
Da hans hjerte stoppede, gik mit hjerte i stykker.
En uge før han skulle have de nye stamceller.
Min elskede dreng.
Jeg elsker dig mere end mest og højere end højst.