03-08-2022

Når følelserne tager over

Følelser... En ting jeg har lært er at man ikke kan styre sine følelser selv om flere siger at det kan man.

Jeg har dage hvor jeg føler alt.. Hvor jeg kan mærke sorgen helt ind i knoglerne og så har jeg dage hvor jeg føler absolut ingenting andet end tomhed.

Dage hvor jeg føler mig som en zombie der bare vader rundt i cirkler.

Og jeg har svært ved at snakke med folk og svært ved at rumme den måde de mener de kan "trøste" mig på.

Den værste sætning jeg har hørt er :” Dit barn er et bedre sted og det er godt, at han ikke lider mere"

Nej det er ikke for det bedste at min søn ikke er her mere !

Og jeg kan slet ikke takle når folk inddrager og sammenligner med den sorg, de føler, over at have mistet deres farmor på 80, med min sorg over at have mistet min søn.

Og I behøver ikke minde mig om at jeg har en søn mere. Det ved jeg godt og jeg knus elsker ham lige så meget som jeg altid har gjort, men det mindsker bare ikke det jeg føler ved at have mistet min ene søn.

Man kan ikke forstå den sorg det er at miste ens barn med mindre man selv har mistet et barn.

Hvorfor kan folk ikke bare sige at de føler med mig i stedet for at prøve at fortælle mig om deres sorg.

Ikke fordi jeg negligerer deres sorg, men jeg kan mærke at jeg bliver så vred når folk sammenligner min sorg med deres over at de har mistet en farmor eller en mormor.

Til gengæld så varmer det mig når dem der kendte min søn, fortæller mig om alle de gode ting og sjove ting de har oplevet sammen med ham.

Og jeg kan sagtens takle at se og høre dem være kede af det over hans død, for det fortæller mig at jeg ikke var den eneste der elskede ham.

Jeg håber at jeg med tiden bliver bedre til at takle situationen og få styr på mine følelser, men lige for tiden føles det som en umulighed.

Jeg savner min søn så ubærligt meget og føler at det er flere år siden jeg har set ham, mærket ham, snakket med ham.

Jeg mangler ham så meget.

Han var en fantastisk mand og han havde en fantastisk måde at se tingene på.

Jeg beundrer ham så meget.

Han var unik.