Da kræften ramte
Et par dage efter Nytåret 2016/2017 bliver min søn Nick Møller Manniche syg, med hvad vi troede var en god omgang influenza.
Efter en uge i sengen, besluttede Nick sig for at tage nogle piller og tage på arbejde. Han havde jo lige fået nyt arbejde, så det at ligge syg, var ikke det fedeste. Efter blot nogle timer på arbejde, måtte han dog køre bilen ind på en rasteplads og ringe til hans chef. Nick kørte med hårde hvidevarer. Nick tog derefter hjem under dynen igen og fredag d. 13 Januar 2017 var Nick så skidt at jeg måtte ringe til vagtlægen.
Vi kunne ikke rigtig komme i kontakt med ham og han klagede over mange smerter i ryggen. Vi tog ud til akutmodtagelsen på Glostrup sygehus og Nicks infektionstal var så høje at de ikke kunne måle dem. (De kan måle op til 200 i infektionstal)
Nick blev indlagt med hvad de mente var en lungebetændelse.
Dagen efter kom en læge ind på stuen og sagde til Nick at han skulle overflyttes til Rigshospitalet, da blodprøverne kunne tyde på at han havde Leukæmi.
Nicks verden brød sammen. Det samme kan siges om min verden. Jeg kunne slet ikke forstå at Nick skulle have kræft, men da Nick var brudt sammen, måtte jeg holde hovedet koldt og have det overskud som jeg vidste at min søn havde brug for jeg havde. Nick blev overflyttet til Rigshospitalets afdeling for blodsygdomme. Nicks infektionstal var på 396 og de kunne konstatere at Nick havde en lungehindebetændelse. Og efter de havde foretaget en knoglemarvsbiopsi, fik vi den meget knusende besked om at Nick desværre havde Akut Lymfatisk Leukæmi (ALL).
Vores liv blev med et, forandret. Der stod vi, fuldstændig lamslået og i chok. Jeg husker at det var min bror og jeg der sad sammen med Nick da han fik beskeden. Nick brød helt sammen og spurgte hans læge om det betød at han skulle dø. Nick havde fået verdens bedste læge inden for den type kræft og han var simpel hen så god til at forklare, hvilket han altid gjorde på whiteboard tavlen der hænger på hver stue på Rigshospitalet. Og lægen var hurtig til at sige at det regnede han bestemt ikke med, men at Nick nu skulle igennem 2,5 år med Kemo.
Efter chokket havde lagt sig og vi havde fået en god forklaring på det hele, gik vi ned og bestilte noget mad og alt mens Nick sad sammen med min bror og ventede på maden, kom jeg med et påskud om at jeg lige skulle ud og ringe. Jeg smuttede uden for og der stod jeg med gråden og angsten. Jeg ville ikke græde foran Nick for jeg skulle være stærk for hans skyld. Set tilbage på det, så var det jo helt misforstået. Alle vidste jo hvor knust og bange jeg var, også Nick, så jeg havde ikke behøvet at skjule det.
Billedet er af min brors arm. Han tog ud og fik lavet denne kort tid efter Nick fik konstateret kræft.
