Juni 2021 - Nicks blodprøver blev skæve og Nick var så træt.
Det værste der kunne ske, var sket. Nicks kræft var kommet tilbage.
Og det så sort ud.
Nick ville ikke kunne tåle mere kemo, så han ville ikke overleve var beskeden.
Alt ramlede for os og familien blev samlet på Riget.
Hvordan kunne dette ske og hvordan kunne de seriøst mene at "løbet var kørt"
Alt var sort og vores verden ramlede endnu engang.
Det var Nicks transplantationslæge der måtte give os det nedslående svar.
Nick græd og det samme gjorde vi andre. Det var så unfair og så urimeligt.
Nick prøvede at være stærk, men tårerne kunne ikke gemmes væk, da han med meget mod og styrke, selv fik spurgt dem han ønskede skulle bære hans kiste, om de ville det.
Den følelse glemmer jeg aldrig.
At sidde med den kæmpe magtesløshed og lytte på at ens barn ren faktisk prøvede at arrangere sin sidste rejse.
Det ønsker jeg ikke for nogen at opleve.
Dagen efter denne nedslående besked, kom en af leukæmi lægerne og sagde at der var en mulighed for at Nick kunne blive godkendt til nogle antistoffer. Der blev søgt om dette og heldigvis blev Nick godkendt så de startede antistofferne op.
Antistoffer gjorde sit arbejde og slog kræften ned.
Desværre ville det ikke være nok. Der skulle en ny stamcelletransplantation til.
Men der fandtes ikke et 100 pct. match til Nick (Donor fra Tyskland var et 90 pct. match)
Så nu var den eneste mulighed en Hablo transplantation.
En haploidentisk donor er en donor, hvis vævstype kun passer halvt. Det er typisk en forælder eller søskende. Ved denne type transplantation bliver lægen nødt til at give kraftig immundæmpende behandling for at stamcellerne kan slå an.
Jeg blev testet og jeg var et match.
Nu skulle jeg blot igennem en masse sundhedsundersøgelser, da det er vigtigt at jeg er sund og rask så jeg kan give mine stamceller til min søn.
Lykken ville ingen ende tage. Vi var meget glade og optimistiske.
Men lykken varede kort, for det utænkelige sker. Lægerne finder ud af at jeg har lungekræft. Så jeg bliver kasseret som donor.
Aldrig har jeg følt mig som så stor en falliterklæring som der. Jeg kunne ikke redde min egen søn.
Lægerne testede efterfølgende min bror da vi er biologiske og han var også et match.
Så d. 22 december 2021 lå min søn på stue 17 og min bror på stue 6 på afd. 4043.
Mens min bror var på operationsbordet for at blive høstet for stamceller, sad Nick og jeg med ondt i maven. Dels over min bror men også over at lige om lidt skulle Nick have sin onkels stamceller.
Vi vidste godt at chancen med en hablotransplantation, ikke var stor men vi holdt fast i at lægerne satsede på at det virkede.
Januar 2022 blev Nick udskrevet. Han havde det godt men hurtigt gik det ned af bakke.
I Februar 2022 fik han det skidt og han var på Riget hver anden dag og fik blod og trombocutter da hans knoglemarv desværre ikke virkede.
Hans krop var begyndt at udstøde de nye stamceller.
Lægerne sagde at det eneste man kunne gøre nu, var at vente og håbe på at donor 1 ville tage over.
Nick blev mere og mere svag, men han holdt humøret oppe og han kæmpede.
Set i bagspejlet, så burde jeg måske have set hvilken vej det ville gå, men jeg kendte også min søn og vidste at han var en fighter, så jeg troede af hele mit hjerte på at han ville overleve.