Behandlingen startede

Husker at et af Nicks mange spørgsmål til lægen var om han ville tabe sit hår.

Den havde jeg ikke set komme, idet Nick var meget korthåret, men det handlede jo om at miste kontrollen.

Han var så bange for at vågne op med alt hans hår liggende på puden.

Hans onkel som altid er skaldet, kom med ideen om at Nick selv skulle fjerne håret. På den måde bevarede han kontrollen, så det endte med at Nick fik samme frisure som hans onkel.... Skaldet.

Nick fik ydermere af vide at chancen for at han blev steril efter kemoen, var stor, så han skulle aflevere "en portion" sæd som Rigshospitalet skulle opbevare til den dag Nick skulle have børn.

Den episode har vi tit grint over, fordi Nick havde rigtig svært ved at "koncentrere sig" idet hans onkel og mor jo stod på den anden siden af døren. Det kan man jo også forstå. Især hvis man kender vores familie som altid driller hinanden.

Men det lykkedes og Nick morede sig over at det var hans onkel der måtte tage imod bøtten og løbe ned i sædbanken med det.

Hickmann Kateter, også kaldet et CVK

Nick fik lagt et Hickmann kateter, også kaldet et CVK.

Hickmann kateter er et centralt venekateter med en eller flere lumina. Kateteret er via en hudtunnel indlagt i en central vene, ofte vena subclavia, med spidsen ført til ca. 2 cm før hjertes højre atrium. Kateteret har en cuff, der vokser fast til subcutis lige indenfor exit-site. Cuffen forebygger tunnelinfektioner og fikserer kateteret. Den synlige del af kateteret er forholdsvis lang. Dette af hensyn til patientens mulighed for selv at håndtere kateteret.

Nogle dage efter overflytningen til Rigshospitalet og alle de indledende undersøgelser var foretaget, løb det første kemo igennem hans CVK.

Det var en skræmmende oplevelse, for det er jo det rene gift der kommer ind i kroppen.

Men samtidig var det det der skulle redde Nicks liv.

Nick skulle ydermere have en Lumbalpunktur (Kaldet IT behandling), som er en behandling for der udtages noget spinalvæsken og derefter sprøjtes der kemo direkte ind i spinalvæsken. Dette er for at forebygge at kræften angriber hjernen samt holde øje med at der ikke findes kræftceller i spinalvæsken

Cerebrospinalvæsken eller blot spinalvæsken (forkortet CSV) er en klar, farveløs væske. Denne væske dannes inde i hjernens hulrum. Der produceres dagligt ca. 500 ml cerebrospinalvæske, men på et givet tidspunkt er der kun 120-150 ml væske i systemet hos en voksen person. CSV cirkulerer langsomt fra ventrikelsystemet og ind i rummet omkring hjernen og rygmarven.

Nick fik forskellige slags kemoterapi samt en masse andet medicin.

Bivirkningerne var mange og nogle af dem var meget slemme.

  • Træthed og almen utilpashed.
  • Knoglemarven: nedsat immunforsvar, blodmangel og blødninger.
  • Mund- og tandgener og smagsforandringer.
  • Kvalme og opkast.
  • Nedsat appetit.
  • Diarré og forstoppelse.
  • Hårtab.
  • Nerveskader
  • Kemohjerne.

Den værste kemobehandling Nick han fik, var Højdosis Methotrexat

MTX gives som en 24 timers infusion.

Nick kunne slet ikke holde ud at kigge på den gule farve som denne kemo havde, så sygeplejerskerne lagde altid et pudebetræk uden om posen når de hang den op.

Det var meget sødt af dem.

Nick var pludselig blevet en del af Rigshospitalet og vores hverdag inkluderede Rigshospitalet. Det var en underlig og skræmmende følelse.

Vi var nu på fornavn med flere læger der inde og sygeplejerskerne blev en fast del af ens liv.

Det var som om at Rigshospitalet ikke længere var et stort forvirrende hospital som man ikke kunne finde rundt.

Vi lærte hver en krog at kende og da Nick jo elsker at tale med alle folk, så lærte vi også vagterne og personalet i informationen at kende. Ej at forglemme 7-eleven som i den grad har langet kaffe over disken efterfulgt af rugbrødssandwich og taquitos.

Vi var pludselig "på hjemmebane" når vi var der inde.

Sådan foregik de næste 2,5 år.