20-06-2022
De forbudte tanker
I går havde jeg fødselsdag. Jeg blev 50 år. Det endte med at blive endnu en dag hvor tårerne flød og jeg kæmpede for at finde en årsag til at blive ved.
Jeg mangler min søn hver dag - hvert minut - hvert sekund. Der går ikke et minut hvor jeg ikke tænker på ham.
Det er første gang vi ikke er sammen på en af vores fødselsdage.
Jeg manglede at han kom ind af døren, med blomster og gave og et stort dejligt smil som altid mens han drillede mig over at jeg var blevet opgraderet til den store 5,0 version.
Pyt med blomsterne og gave men at høre hans drillende kærlige stemme, det ville jeg give alt for at kunne have hørt. Jeg ville give mit liv for at mærke hans kram - bare en sidste gang.
Og den tanke har jeg tit.
Hvis jeg nu smutter afsted, vil jeg så møde ham igen? Vil jeg kunne være sammen med ham hver dag?
jeg savner ham så meget at sorgen og smerten føles ubærlig. Jeg kan slet ikke se mig selv ud af denne sorg.
At leve et liv uden min søn, synes umulig.
Hvordan skal jeg dog kunne det?
Jeg håber at jeg en dag vil kunne smile og kunne føle det smil helt ind i hjertet men det kan jeg ikke.
Jeg smiler skam og jeg overlever. Men jeg lever ikke.
Hver dag har jeg en facade på, for ingen vil kunne holde ud at se mig ked af det hver dag.
Det er svært.
Jeg har genoptaget mit arbejde delvis. Jeg forsøger at være mor og kone og holde hjem med alt hvad det indebærer men det føles hver dag som en kamp.
Jeg har ikke lyst til at miste det jeg har men samtidig har jeg lyst til at starte bilen og bare køre uden at se mig tilbage.
Hvordan kan man overleve ens barn. Hvordan skal jeg komme videre